En fantastisk start
Morgenmaden siges at være dagens vigtigste måltid. Lad det også blive dagens bedste!
Gi' dig tid til at spise og nyde din morgenmad - alt imens kroppen fyldes med energi, vitaminer og mineraler, som hjælper dig med at få det bedste ud af dagen.
Din morgenmad skal give dig overskud og en mæthedsfornemmelse i flere timer, så du kan fokusere på det, der er vigtigt for dig i det daglige. Med den rigtige sammensætning er det nemt at få mere overskud! Et godt fundament at begynde dagen på kunne være yoghurt naturel og tykmælk, og hertil en god, sund müsli. Hvis du foretrækker grød, så er der mange slags at vælge mellem. Du kan vælge at supplere med æg, brød, bær og frugt - alt efter energibehov og hvor sulten du er.
Vores morgenmadsvaner er forskellige, men der er nogle ingredienser, som burde indgå i enhver sund morgenmads-sammensætning.
Langsomme kulhydrater og fibre findes i kornprodukter som havre- og rugflagegrød, müsli, fuldkornsbrød og i frugter som appelsiner, æbler og pærer. Kulhydraterne forhøjer dit blodsukker til et jævnt og tilpas niveau, og fibrene gør godt i maven, letter fordøjelsen og er godt for hjertet.
Protein finder du i yoghurt, tykmælk og mælk, samt i pålæg som ost og skinke. Protein er det næringsstof, som mætter allermest.
Fedt finder du dels i smørret på brødet, men også i osten, yoghurten og tykmælken (i hvert fald hvis du vælger de helt almindelige varianter). Hvis du vil have umættet fedt, kan du tilføje nødder, mandler eller knuste hørfrø i tykmælken eller grøden, eller hvad med avocado i skiver på brødet? Fedt giver masser af energi og indeholder flere vigtige vitaminer og fedtsyrer.
Vitaminer er livsnødvendige. I morgenmaden bør du satse på D- og C-vitamin. D-vitamin opbygger et stærkt skelet og er tilsat i let- og mellem varianterne indenfor tykmælk, yoghurt og mælk. Du kan også finde D-vitamin i æg og fede fisk - så sild og makrel i tomatsovs på brødet er helt fantastisk! C-vitamin finder du især i frugt, bær og grøntsager. Det forstærker immunforsvaret og hjælper også kroppen med at optage jernet i maden.